fredag den 9. november 2012

Kærlighedsbrev til Junot

Jeg var sjældent solgt, da jeg for et par år siden læste Junot Díaz' sidste bog The Brief Wondruous Life of Oscar Wao. Den blandede historien om en fed, amerikansk-dominikansk sci-fi-nørd og hans trængsler med en slags historisk historie om Den Dominikanske Republik og den tidligere diktator, Trujillo.
På trods af det svære mix var det mest bemærkelsesværdige fortællerens stemme. Ordene var lagt i munden på Oscars søsters kæreste; Yunior, der blæste belæst ghetto-slang ud over siderne, så man næsten forstod den spanske del af hans sprælske spanglish.
Det er denne stemme, der lever videre i This Is How You Lose Her, Díaz' nye roman. I otte af bogens ni kapitler sidder Yunior ved fortællerroret. Otte separate kapitler, der fortæller hver deres historie om (mislykket - altid mislykket og mislykket pga. utroskab) kærlighed, kun bundet sammen af Yuniors stemme og brorens kræftsygdom og død.
Yunior er direkte og in your face. Han er ikke bare en flydende bevidsthed, der skriver dagbog, nej, han fortæller til dig, og han fortæller en historie, som her efter en beskrivelse af sit barndomskvarter i Santo Domingo:
But that would make it another kind of story, and I'm having enough trouble with this one as it is. You'll have to take my word for it. Santo Domingo is Santo Domingo. Let's pretend we all know what goes on there.
Så jeg forestiller mig, ligesom Yunior konstant selv må gøre, når han skal prøve at hitte rede på pigerne, hans forhold til dem, men først og fremmest sig selv. For hvorfor er han utro? Hvorfor kan han ikke glemme en pige? Og hvorfor var han overhovedet sammen med hende i første omgang?
Fortælleren søger svar på disse spørgsmål lige så meget som læseren, og derfor glider hans jeg i de senere kapitler over i et du, som når han skriver om sit forhold i ungdommen til en kvinde i trediverne:
You try to be reasonable. You try to control yourself, to be smooth. But you're at her apartment every fucking day. The one time you try to skip, you recant and end up slipping out of your apartment at three in the morning and knocking furtively on her door until she lets you in.
Her er han ligeså meget oppe i sit eget ansigt, som læserens. Der er en olm intensitet i den her fortæller, som blot ser sig selv gøre den ene ting efter den anden, uden egentlig retning. Han er både musen i labyrinten, og forskeren, der kigger ned. Retrospektivt ser han sin egne fejl, men frustrerende nok tegnes kortet altid først efter vejen er trådt.
Og så er der bare en energi i det her smældende slang, der egentlig er talesprog, men så skarpt skåret og med sit eget billedsprog, at stemmen nærmest er mytologisk. Urban nymotologisk, som de bedste rappere også kan være det, og værs'go, her er endnu et dejligt eksempel fra stranden i Santo Domingo:
The sun is blazing and the blue of the ocean is an overload on the brain. Casa de Campo has got beaches the way the rest of the Island has got problems. These, though, have no merengue, no little kids, nobody trying to sell you chicharrones, and there's a massive melanin deficit in evidence. Every fifty feet there's at least on Eurofuck beached out on a towel like some scary pale monster that the sea's vomited up. They look like philosophy professors, like budget Foucaults, an too many of them are n the company of a dark-assed Dominican girl. I mean it, these girls can't be no more than sixteen, look puro ingenio to me. You can tell by their inability to communicate that these two didn't meet back in their Left Bank days.
Der er intet neutralt ved denne stemme. Verden udspringer og dannes af den, vi ser en vision af vilde billeder og underlige referencer, der normalt ville lukke en tekst, men her sprætter den op som et stykke dunkende kød til læseren.

I kapitlet Invierno er det en anden lukket verden, der åbner sig. Her er Yunior, hans bror og hans mor lige flyttet til USA i farens lejlighed. Fortællerstemmen har igen også rykket sig; jeg'et er tilbage, men mindre slang-udspydende og mere køligt nostalgisk.
Det er vinter, og de er ikke vant til kulden, men endnu mindre vant til at være lukket inde i en lejlighed 24/7. Farens ord (og bælte) er lov, og han mener (lettere uvist hvorfor), at de ikke må være ude uden ham. Så de ser tv, hver dag, hele dagen, for at lære engelsk af tegnefilm, og bliver kulrede indtil Yunior bevæger sig ud på egen hånd for at lege med det hvide søskendepar, der har vinket til dem fra vinduet. Men de forstår ikke hinanden, og drengene forstår ikke det land de er i eller den far de har. Deres verden er på klaustrofobisk vis kun dem selv og deres lejlighed. Og så romanen.
Bogen bliver en låge ind til denne verden, en måde at blive fremmed i sin egen kultur, at se samfundet igennem den sociale boble, som indvandring ofte er, og som den ihvertfald er her hos Díaz.
Der er mange gode afslutninger på afsnit og kapitler i romanen - ofte afromantiserende, ofte skarpe - men afrundingen af Invierno, hvor brødre og mor impulsivt har bevæget sig ud i en verserende snestorm, er min favorit. Nok for blød og for litterær til at være eksemplarisk, men hvad kan man gøre når man er forelsket.
We went down to edge of the apartments and looked over the landfill, a misshapen, shadowy mound that abutted the Raritan. Rubbish fires burned all over it like sores and the dump trucks and bulldozers slept quietly and reverently at its base. It smelled like something the river had tossed out from its floor, something moist and heaving. We found the basketball courts next and the pool, empty of water, and Parkwood, the next neighborhood over, which was all moved in and full of kids. 
We even saw the ocean, up there at the top of Westminster, like the blade of a long curved knife. Mami was crying but we pretended not to notice. We threw snowballs at the sliding cars and once I removed my cap just to feel the snowflakes scatter across my cold hard scalp.



PS. Hvis du er tvivl om i hvilken tone citaterne bør læses i, så tjek Junots egen oplæsning/optræden(!):